Hun afkoder ansigter

Denne artikel stammer fra Morgenavisen Jyllands-Posten og blev offentliggjort 28. april 2002.
Tekst og foto af Poul Blak

Som ung fik Ulla Bille at vide, at hun var en født amatør og hellere måtte få en ordentlig uddannelse. Men efter en skilsmisse ville hun væve og søgte ind på Århus Kunstakademi for at lære noget mere om farverne. I dag er hun en højt skattet og anerkendt billedkunstner og portrætmaler.
Hun havde den traditionelle drøm om mand og børn.
Og det fik hun.
Hun ville også gerne optræde med revy og sang og dans i sin fritid.
Så det gjorde hun.
Uddannelsen hed ergoterapeut.
Og den passede hende fint.
Men så ramte skilsmissen Ulla Bille. En udadvendt københavnerpige model 1946, der af samme grund altid var blevet kaldt et frihedsbarn, fordi hun blev undfanget i dagene med glædesrus efter Danmarks befrielse.
Den skilsmisse vendte op og ned på mange ting i Ulla Billes liv.
Selv siger hun:
»Jeg blev skilt som 32-årig. Var derefter alene med tre små børn. ("Fire, to og ufødt").«
»Men sådan en skilsmisse frigiver jo også noget energi: At man pludselig ikke har en mand at skulle tage sig af. Aftenerne bliver lange - og ting og sager.

Og faktisk var der også på det tidspunkt ved at gå sådan lidt forkølet lægefrue i mig. Så noget måtte der ske.«
Ulla Bille, der i dag bor i Risskov og har værksted i Femmøller, valgte at dygtiggøre sig som væver.
Derfor søgte hun i 1983 ind på Århus Kunstakademi.
Men det med farverne greb om sig. Og til sin store overraskelse opdagede Ulla Bille, at hun kunne både tegne og male. Og ikke mindst opdagede hun for første gang, hvordan der lå mageløse oplevelser og store energier og ventede på hende inde i den verden.
Når det kom bag på hende, var det ikke mindst fordi Ulla Bille fra barnsben uafladeligt var blevet mindet om, at hun ikke var noget særligt. Særligt moderen, Gunver Svendsen, der fyldte godt i det mentale landskab og selv var en god tegner, havde - naturligvis i den bedste hensigt - forklaret sin datter, at hun var en født amatør, og at hun derfor skulle sørge for at få en ordentlig uddannelse.
Faderen, Anders Svendsen, var en Amager-bonde, der kom til penge, da det offentlige købte hans jord, hvor efter han kom ind i SAS og siden blev lufthavnschef i Tirstrup Lufthavn.
»Jeg var 13 år dengang jeg på den vis blev deporteret til Jylland, hvor vi skulle bo i Ebeltoft. Oplevelsen var fra starten grænseoverskridende forfærdelig, fordi jeg tidligere kun havde været i Jylland én eneste gang - i februar måned. Det kunne lige så godt have været til Rusland i min forestillingsverden.«
Men som tiden går viser flytningen fra København til Ebeltoft sig nu at være ikke så ringe endda. Og faktisk bliver den til glæde vendt.
»For det betød, at jeg slap bort fra et overvældende antal drillerier i skolen i Køben-havn. Drillerier, der havde taget sit afsæt i den omstændighed, at jeg som lille pige var meget stærk. Og således kunne banke nærmest alle drengene. Men det var jo af gode grunde en tingenes tilstand, der ikke varede ved, hvorefter jeg blev døbt "Tarzan med gummibukser" og " Køkken-heksen" og alt mulig andet ubehageligt. Men det vidste de jo ikke noget om i Ebeltoft. Så jeg fik en ny start med blank tavle.«
Drømmen om hvad man vil være, når man bliver stor, var endnu ikke udtalt hos den liden Ulla, der er den midterste af tre søskende. Det skal bare være " noget med at blive mor og at få mange børn".
Efter studentereksamen tager Ulla Bille en uddannelse som ergoterapeut. For det skal være noget med at bruge sine hænder. Og det skal være noget med menne-sker.
»Egentlig ville jeg hellere have været læge. Men der var min mor der så igen. Nu med et: "Hvorfor blive en middelmådig læge, når du kan blive en gigant-ergotera-peut?"«
Men skilsmissen blev altså til den katalysator, der sendte Ulla Bille på ny kurs. På kunstner-kurs. Og det i et sådant omfang at en aktuel udstilling i Tinghuset i Bræd-strup nu i et par uger er blevet bestormet af interesserede fra nær og fjern.
På udstillingen her har enhver haft lejlighed til at kunne forsikre sig om, at Ulla Bille som billedkunstner i dag motivmæssigt står med et ben i hver lejr, når vi taler motiv-verdenerne: Naturen og portrættet.
Og selvom naturbillederne er dårende og dragende, ja så er det altså som portræt-maler, at Ulla Bille i dag har slået sit navn fast.
Og det var da også som sådan hun tilbage i 1995 fik sit kunstneriske ridderslag ved at være med i værket "Danske Portrætter" lavet af Lise og Louise Svanholm.
»Jeg havde meget brug for den opbakning. Og jeg har til stadighed brug for at blive afstivet udefra. For selvtillid er ikke det, jeg har mest af som kunstner. Når folk i dag spørger, jamen hvornår kom selvtilliden, hvornår vidste du at det kunne bære med dig som portrætkunstner, så svarer jeg i henhold til sandheden: Det er endnu ikke sket!«
»For et stykke tid siden var der et venligt væsen, der sagde til mig: "Du er kunstne-risk en stor og smuk ørn!".«
»Men hvad er der ved at det ser sådan ud, når jeg selv ved, at det, der kommer ud, hvis jeg åbner ørnenæbbet, det er "Pip-pip!"?«
Men er Ulla Bille selv til stadighed usikker på sine kunstneriske evner, så er omver-denen det ikke. Gennem den seneste halve snes år er det således blevet til en lang række bemærkelsesværdige portrætter - heraf mange af kendte politikere, profes-sorer, borgmestre, skuespillere, chefredaktører og fagforeningsfolk. Således kan man på Amtsgården i Århus se hendes tolkning af tidligere amtsborgmester Ib Frederiksen.
Ja, netop: Tolkning. For nok er Ulla Billes portrætter naturalistiske, men de er ikke fotografiske i deres gengivelse af ansigterne. Snarere kan man sige, at hun af-koder hver enkelt ansigt. Ser ind bag masken og lader det bagvedliggende sind skinne igennem til beskueren. Og netop deri ligger kunstens sjæl gemt i hendes portrætter.
Derfor er det heller ikke forbavsende at høre Ulla Bille fortælle om, hvordan de første møder i hendes tilfælde er mellem den, der skal portrætteres og portræt-tøren.
»Uanset hvad og uanset hvem, så er det hver gang hårdt arbejde at lave et por-træt. Og hver gang er det helt afgørende, hvem der sidder for én, og hvordan man har det med vedkommende.«
»Da jeg var yngre og nyere som portrætmaler, da startede jeg altid med at sige til den, der skulle sidde: Jeg er ikke sikker på, at jeg kan. Jeg lover ikke noget! Men det er jeg holdt op med, fordi jeg nu, allerede inden det kommer så langt, sikrer mig, at vi kan li' hinanden. Men selvfølgelig er der da nogen, man svinger mere sammen med end andre.«
»Det er også oplagt, at jo mere offeret giver af sig selv - og vil det her lige så me-get som jeg vil - jo bedre kører det derefter.«
Kan det sammenlignes med den afsmitning skuespillere og musikere fortæller om, at der er mellem scene og sal?
»Ja, det er jeg helt overbevist om: Du giver og får. Og det er selvforstærkende. Når det altså overhovedet er der.«
Hvordan skabes kontakten mellem motiv og kunstner?
»Tit og ofte ved at jeg bliver ringet op af vedkommendes højre hånd - nærmeste medarbejder. Derefter aftaler jeg så et møde - omtrent som et andet stævnemøde - med vedkommende selv. Enten på arbejdet i hjemmet eller på en restaurant. For vi er jo nødt til lige at føle hinanden lidt an.«
Nogle vil nok mene, at det da lyder som noget værre krukkeri. Fortæl hvorfor det er nødvendig?
»Fordi jeg jo skal spore mig ind på vedkommende og vedkommende på mig. Vi er nødt til først lige at føle hinanden på tænderne, før vi eventuelt går til den næste fase, som jo altså er, at "offeret" skal forpligte sig til at sætte sig i en stol foran mig i mindst seks gange halvanden time. Og faktisk er det utroligt intimt.«
»Og når det er bedst, så aner jeg rent ud sagt ikke, hvad det er, jeg laver. Jeg ved ikke, hvad, det er, der sker. Det er energier som strømmer uden at mit intellekt er koblet på.«
»Men hver eneste gang starter jeg altså med den der lille nervøsitet, som jeg engang troede forsvandt med alderen, men som bliver ved med at optræde. Og jeg ved godt, at man taler om sarte kunstnersind og alt det der. Men jeg finder faktisk den aldrig slumrende uro og usikkerhed i forbindelse med mit arbejde utroligt træt-tende og i virkeligheden opslidende.«
»Og så er der jo altså oveni de der morgener efter en dårlig nattesøvn, hvor man møder op i atelieret tynget af overbevisning om at ens livsbane er helt forkert. At man nok har været lidt heldig indtil denne dag. Men med denne opgave vil omverdenen finde ud af, at det hele har været held og humbug.«
»Men det var nu det samme i skolen eller til studentereksamen. Jeg har altid været sikker på dette ene: At jeg aldrig i livet kunne bestå den igangværende eksamen! Hvorfor det også undrer mig, at jeg har valgt et arbejde, der er så hudløst og hudflettende eksamenspræget hver eneste gang?«
Når du ind imellem kaster dig ud i naturen som motiv, er det så en flugt bort fra alle de krævende ansigter?
»Ja, en gang imellem bliver jeg bare så træt af at lave disse øjne, der iagttager mig og følger mig, hvor jeg end er. Træt af at lave ører og næser og pander og briller og hager. Og det er jo ikke fordi, det er lettere at lave billeder i naturen. Men det er anderledes. Og i nogle situationer befriende anderledes.«
Mobiltelefonen blandt tuber og pensler og skitser på atelierets bord ringer.
Det er en melding om at endnu et par lærreder er solgt på udstillingen i Brædstrup.
Det er selvfølgelig rart.
Men der skal mere til at få denne pippende ørn til at skrige.
»Jeg er ikke længere klam inde i hænderne af nervøsitet, som da du kom,« siger Ulla Bille.
Stadigt usikker stræbende mod ørnens autoriserede flyvehøjde.
Hun siger selv, at det nok er bedst sådan.